Alt om efterløn

Der er planlagt system opgradering i følgende tidsrum:

Start: 26-09-2023 – 22:00
Slut: 27-09-2023 – 03:00

Tilkøb af medlemskab og services vil være utilgængelige i den periode.

OK

Efterlønsordningen

Er du medlem af en a-kasse, og har du tilmeldt dig efterløn og betalt bidrag, har du en økonomisk mulighed for at forlade arbejdsmarkedet tidligere end pensionsalderen. Efterlønsordningen kan på den måde være med til at skabe større fleksibilitet i arbejdslivet, når du nærmer dig pensionsalderen. 

Hvornår du kan gå på efterløn, afhænger imidlertid af, hvornår du er født – det samme gælder længden på den periode, du kan få efterløn. Her på siden finder du information om dine muligheder og rettigheder.

Hvad er efterløn?

Efterløn er en arbejdsmarkedspolitisk ordning, som gør det muligt at trække sig helt eller delvist tilbage fra arbejdsmarkedet, når du opfylder betingelserne. Efterlønsordningen er en frivillig, forsikringsbaseret ordning, som du kan vælge at tilmelde eller framelde dig. Reglerne for efterløn er fastsat af staten og er de samme i alle a-kasser.

Du kan også blive klogere på alle reglerne for efterløn i vores guide om efterløn.

Ansøgning om efterløn

Du skal ansøge om at komme på efterløn. Du ansøger ved at udfylde blanketten: “Ansøgning om efterløn (AR283)”, som du finder på vores Selvbetjening. Du er også altid velkommen til at kontakte os for at få rådgivning om fordele og ulemper ved at gå på efterløn. Du kan også booke en vejledningssamtale i den afdeling, der ligger nærmest dig.

Vær opmærksom på, at du tidligst kan sende ansøgningen seks måneder før din efterlønsalder, og du skal have søgt senest dagen før, du ønsker at gå på efterløn. Hvis du opfylder betingelserne for at komme på efterløn, vil vi som a-kasse udstede et efterlønsbevis til dig.

De vigtigste betingelser for at kunne gå på efterløn er:

  • At du har været medlem af en a-kasse og indbetalt efterlønsbidrag i mindst 30 år.
  • At du opfylder betingelserne for ret til dagpenge.
  • At du opfylder et indkomstkrav på mindst 263.232 kr. (2024) inden for tre år. 
  • At du har nået efterlønsalderen.
  • At du er rask og står til rådighed for arbejdsmarkedet.
  • At du har bopæl i Danmark, Grønland, Færøerne eller i et andet EØS-land.

Efterlønsbeviset er din garanti fra a-kassen om, at du kan gå på efterløn, også selvom du senere skulle gå hen og blive syg. Læs mere om Efterlønsbeviset.

Priser på efterlønsbidrag

Er du medlem af Min A-kasse betaler du allerede a-kassekontingent. Ønsker du at være med i efterlønsordningen – og opfylder du betingelserne – skal du betale et ekstra kontingent, nemlig et såkaldt efterlønsbidrag. Beløbet afhænger af, om du ønsker at være fuldtidsforsikret eller deltidsforsikret.

  • Hvis du vælger at være fuldtidsforsikret i efterlønsordningen, betaler du 548 kr. (2024) pr. måned.
  • Hvis du vælger at være deltidsforsikret, skal du betale 365 kr. (2024) pr. måned.

Fra det tidspunkt, hvor du får udstedt dit efterlønsbevis, eller når du overgår til efterløn, skal du ikke længere betale bidrag.

Husk, at du kan trække både a-kasse kontingent og efterlønsbidrag fra i skat.

Efterlønsatser

Satsen på efterløn vil være den samme i hele din efterlønsperiode. Beløbet vil dog blandt andet afhænge af, hvornår du går på efterløn, dine pensionsforhold, om du arbejder, og hvor meget du arbejder. 

Reglen er, at du højst kan få et beløb, der svarer til den dagpengesats, du ville være berettiget til, hvis du i stedet var ledig. I 2024 betyder det, at du kan få op til 20.369 kr. pr. måned, hvis du er fuldtidsforsikret, og 13.573 kr. pr. måned, hvis du er deltidsforsikret.

Er du født før 1. juli 1959, kan du dog højst få 91 % af dagpengenes højeste beløb, hvis du vælger at gå på efterløn, inden du opfylder den såkaldte udskydelsesregel. Det svarer til højst 18.527 kr. (2024) om måneden, hvis du er fuldtidsforsikret, og 12.351 kr. (2024), hvis du er deltidsforsikret.

Få det fulde overblik over satser og beregninger her.

Fagforening og efterløn

Du behøver ikke at være medlem af en fagforening for at tilmelde dig efterlønsordningen. Men du skal være medlem af en a-kasse, og det skal du have været uafbrudt i 30 år. Skifter du a-kasse, skal du derfor sikre at få din anciennitet overført til den nye a-kasse, så der ikke opstår “huller” i dit medlemskab af en a-kasse. Som hovedregel gælder det også, at du skal have betalt efterlønsbidrag i mindst 30 år. Der findes dog en overgangsordning, der sikrer, at alle, der kunne udfylde kravet efter de oprindelige efterlønsregler, får mulighed for at gå på efterløn efter de nuværende regler. 

Der findes desuden en fortrydelsesordning. Har du tidligere været tilmeldt efterlønsordningen, men efterfølgende har meldt dig fra, er der mulighed for at fortryde dette valg og tilmelde dig igen. Du kan læse mere om fortrydelsesordningen.

Vi sidder klar til at hjælpe dig
og besvare dine spørgsmål om efterlønsordningen

Ring til os på 70 12 37 82 eller skriv til os via Selvbetjeningen