Uopfordret ansøgning

Der er planlagt system opgradering i følgende tidsrum:

Start: 26-09-2023 – 22:00
Slut: 27-09-2023 – 03:00

Tilkøb af medlemskab og services vil være utilgængelige i den periode.

OK

Er du gået død i den traditionelle jobsøgning? Det er helt forståeligt. Det kan nemlig være hårdt at skrive ansøgning efter ansøgning til opslåede jobs og sjældent – eller måske aldrig – få respons på sit hårde arbejde. Men der findes faktisk også en anden måde at gribe jobsøgningen an.

Det er her, at den uopfordrede ansøgning kommer ind i billedet.

Selvom du ikke finder opslåede stillinger, kan det vel være, at virksomheden, du ønsker at kontakte, netop står og mangler arbejdskraft. Nu eller i den nærmeste fremtid. Ved at søge uopfordret har du chancen for at komme foran køen af mange andre kompetente jobbejlere.

Her får du vores bedste råd til at skrive en god uopfordret ansøgning, der skaffer dig kaffemøder og samtaler med din kommende chef.

Guide: 8 steps til den gode uopfordrede ansøgning

1. Lav research omkring virksomheden og evt. tidligere opslåede jobannoncer

Det første, du går i gang med, når du vil søge job uopfordret, er researchfasen. Du kan gribe processen an på flere måder. Vi anbefaler dig som det første at researche dig til viden på nettet. Brug gerne Google – men også sociale medier som både LinkedIn og Facebook. Uanset hvad du gør, anbefaler vi, at du har gjort dit benarbejde og har sat dig ind i, hvad det er for en virksomhed, du søger job hos, før du kontakter dem med eventuelle spørgsmål.

Find inspiration til jobsøgningen blandt virksomhedernes arkiverede jobannoncer

I din researchfase er det helt afgørende, at du har sat dig ind i, om virksomheden har andre ansatte med den samme eller lignende stilling, som du er interesseret i. En god idé er derfor at tage et kig på virksomhedens LinkedIn-profil. Er der allerede ansatte, der har de samme funktioner, du er interesseret i? Opsnus al den information, du kan. Det kan vise sig at få stor betydning for dig, når du skal i gang med din uopfordrede ansøgning.

Derudover anbefaler vi, at du tager et kig i Jobindexs arkiv. Måske er du så heldig at kunne finde arkiverede jobannoncer fra virksomheder i andre brancher, der matcher dine interesser og din erfaring. I Jobindexs jobannoncearkiv finder du mere end 50.000 arkiverede stillingsopslag, hvor du kan hente inspiration. De tidligere jobannoncer tæller alle stillingstyper; fuldtidsstillinger, deltidsstillinger, studiejobs og elevpladser.

Husk at bruge dit (virtuelle) netværk

Brug dit netværk og find ud af, om du kender nogen, der arbejder i virksomheden. Inden du for alvor går i gang med din ansøgning, bør du finde ud af, om du kender en ansat, som du kan spørge til råds om jobbet. LinkedIn kan fortælle dig, om du kender nogen, der måske kender nogen, der arbejder i netop den virksomhed. Herunder hvilke kompetencer og specifikke jobtitler disse medarbejdere har, og hvad de fremhæver omkring deres stillinger på LinkedIn. Husk derfor også løbende at arbejde med din LinkedIn-profil, så du er connected med alle dem, du har en faglig relation til. Det er aldrig til at vide, om det viser sig, at din folkeskolekammerat eller tidligere kollega kender en medarbejder på arbejdspladsen. Læs mere om, hvordan du bruger dit netværk i din jobsøgning.

Husk også, at du altid er velkommen til at kontakte Min A-kasses mange dygtige job- og karriererådgivere. De sidder klar til at hjælpe dig, uanset hvor langt du er i din jobsøgning.

2. Skriv din uopfordrede ansøgning og opdatér dit CV

Med udgangspunkt i den viden, du har erhvervet dig om virksomheden går du nu i gang med at skrive din ansøgning. Læs mere om, hvordan du skriver en god ansøgning her.

Og husk på følgende gode råd: ”Virksomhedsejere er forfængelige. Lad det skinne igennem, at du kender deres virksomhed”.

Sørg for at supplere en uopfordret ansøgningen med en telefonisk kontakt til virksomheden og lad din entusiasme skinne igennem. Det kan både svare sig at ringe før og efter, at du sender ansøgningen.

3. Kontakt virksomheden

Når du har skrevet din ansøgning, er du klar til næste fase: nemlig at kontakte virksomheden med eventuelle spørgsmål. I de fleste jobopslag finder du navn og nummer på nærmeste leder. Hvis det ud fra din research på Linkedin viser sig, at du kender nogen, der arbejder i virksomheden, er det en god idé at tale med vedkommende – før du kontakter lederen af afdelingen og kommende chef.

Stil gode og opklarende spørgsmål, der hjælper dig til at nuancere og målrette din ansøgning endnu mere.

4. Justér og tilret din ansøgning med din nye viden om virksomheden

Ud fra den viden, du har indsamlet om virksomheden gennem evt. samtaler med chefen eller andre, der arbejder i, eller har arbejdet i virksomheden, vender du nu tilbage til din uopfordrede ansøgning. Ret den til og finjustér, hvor det giver mening.

5. Få feedback på din ansøgning og dit CV

Få en af Min A-kasses erfarne job- og karriererådgivere til at læse din ansøgning og dit CV igennem og få konkret feedback på begge dele.

På den måde sikrer du dig, at din ansøgning og dit CV står knivskarpt. Herunder kan du få rettet op på dumme slåfejl eller knudrede sætninger, der fremstår uklare. Kontakt din nærmeste afdeling her og book et møde, hvor vi gennemgår dit ansøgnigsmateriale.

6. Tilret din ansøgning efter feedback fra Min A-kasse

Husk at tilrette din ansøgning og dit CV, efter at du har fået feedback fra en af vores job- og karriererådgivere.

7. Indsend din ansøgning og dit CV

Du er nu klar til at sende din ansøgning og dit CV afsted. Vær OBS på, at du indsender det på den rigtige måde. Bliver du bedt om at indsende ansøgning og CV gennem en HR-portal, duer det ikke, at du sender det som vedhæftet PDF i en mail. Hvis du bliver bedt om at indsende f.eks. uddannelsespapirer, er det selvsagt også vigtigt at huske.

8. Følg op på din ansøgning

Har du sendt din ansøgning og dit CV afsted for en uge siden eller mere men intet hørt fra virksomheden på hverken mail eller telefon? Så bør du kontakte virksomheden for at følge op. Det viser nemlig også din entusiasme for en ansættelse og interessen for virksomheden.