Hvordan bruger du LinkedIn i jobsøgningen?

Der er planlagt system opgradering i følgende tidsrum:

Start: 26-09-2023 – 22:00
Slut: 27-09-2023 – 03:00

Tilkøb af medlemskab og services vil være utilgængelige i den periode.

OK

Brug LinkedIn strategisk i din jobsøgning

LinkedIn er et uvurderligt værktøj i din jobsøgning og kan desuden hjælpe dig med at udvide dit netværk. Læs med og bliv klogere på, hvordan du bruger LinkedIn strategisk i din jobsøgning.

Hele 79 % af større virksomhederne i det private bruger LinkedIn som rekrutteringskanal. I det offentlige er tallet 59 % (jf. Ballisager Rekrutteringsanalyse 2023).

LinkedIn er et uundværligt værktøj til at kommunikere dit ”professionelle jeg” ud til verden og er en kombination af en kæmpe CV-database og et socialt netværk.

En LinkedIn-profil hjælpe dig med følgende:

  • at identificere, udbygge og vedligeholde dit netværk
  • at finde opslåede jobs
  • at udvide dit overblik over hvor du proaktivt kan søge job uopfordret
  • at udnytte alle dine kontakter og netværk til at styrke din jobsøgning
  • at vidensdele og signalere faglighed bredt
  • at blive ”fundet” af rekrutteringsfirmaer og HR-medarbejdere
  • at signalere at du er ”online”, aktiv og engageret i de sociale netværk.

Sådan kommer du i gang med LinkedIn

Vi har samlet en tjekliste til, hvordan du opdaterer og optimerer din LinkedIn-profil.

  1. Foto: Upload et billede af dig med en neutral baggrund, der sender et professionelt signal.
  2. Sprog: Vælg det sprog, der er standard i den branche, du sigter mod.
  3. Overskrift: Skriv din stillingsbetegnelse (eller din ønskede stillingsbetegnelse) efterfulgt af en kort skarp tekst på 10-12 ord, der indeholder dine spidskompetencer. Husk på, at teksten skal give andre lyst til at læse din profil. Når du får nye kontakter, bliver din overskrift eksponeret til alle dine nye kontakters egne LinkedIn-forbindelser.
  4. Branche: Vælg en branche, du gerne vil arbejde indenfor, og er kvalificeret til.
  5. Profilens URL: Det er linket til din profil. Du kan vælge at ændre navnet på URL’en, så den har dit eget navn (f.eks. www.LinkedIn.com/jens-hansen) i stedet for en talkode.
  6. Om: Start med en kort elevatortale om dig selv. Hvem er du, hvad er dine talenter, hvad brænder du for, og hvad kan du tilføre en virksomhed. Her kan du også skrive dit telefonnummer og din e-mailadresse, så folk kan kontakte dig, hvis de synes, at din profil lyder interessant.
  7. Erfaring: Indsæt tidligere jobs, ansvarsområder og succeser – præcis som i et almindeligt CV.
  8. Uddannelse: Tilføj din uddannelse og gerne, hvad du har tillært dig under din uddannelse.
  9. Kvalifikationer: Vælg 6-7 ”skills” som dit netværk kan godkende dig for. Gå ind og kvalificer andre af dine forbindelser først – så gør de typisk det samme for dig.
  10. “Open to work”-ramme på dit profilbillede: Sidst, men ikke mindst, har du mulighed for at tilføje en grøn ramme rundt om dit profilbillede, hvor der står “Open to work”. Hermed viser du rekrutteringskonsulenter, at du er på udkig efter et arbejde.
Brug grupper på LinkedIn

Udforsk grupper på LinkedIn

Tilmeld dig 5-6 LinkedIn-grupper, der har medlemmer fra den branche, du sigter mod, og signalér derved dit faglige engagement og styrk dit personlige budskab.

Udbyg løbende dine forbindelser i LinkedIn

Skab forbindelser på LinkedIn

  • Du skal op på mindst 50 forbindelser for, at du opfattes som LinkedIn-aktiv. Jo flere, des bedre.
  • Søg og forbind med tidligere kolleger, studiekammerater, venner, og andre du kender. Når du sender anmodningerne, så tilføj en personlig besked, der forklarer, hvorfor du ønsker at forbinde.
  • Søg også på virksomheder. Så kan du både identificere medarbejdere, der har en LinkedIn-profil, og se hvordan du er forbundet med dem
Vær aktiv på LinkedIn

Husk og vær aktiv

LinkedIn er skruet sådan sammen, at jo mere aktiv du er på mediet, jo mere synlig vil du være overfor dit netværk. Derfor anbefaler vi, at du er aktiv på LinkedIn og engagerer dig i indhold.

  • Vær aktiv: Gå ind på din profil dagligt og hold dig opdateret på diskussioner, personer og virksomheder, der interesserer dig.
  • Skab dialog: Før en dialog ud fra gensidig værdi og vær professionel. Husk, at det ikke er Facebook.
  • Kommentér og like: Tryk på ”Synes godt om” eller kommentér på diskussioner og indlæg, som foregår, gerne i form af henvisninger til artikler og lignende.
  • Del relevant indhold: Del artikler, nyheder og indsigter, der er relevante for dit felt.
  • Tilføj værdi: Forsøg altid at tilføre noget til personerne i dit netværk, inden du beder dem om hjælp, gerne i form af anbefalinger, godkendelse af deres ”Skills”, henvisninger til grupper, eller med faglige inputs.
  • Skriv egne opslag: Del dine egne tanker og erfaringer – det kan både være professionelle og personlige – gennem opslag eller artikler.
  • Tjek din statistik: Gå ind og se på statistikken for profilbesøg. Hvis ingen kigger på din profil, bør du nok ændre noget.

Har du brug for et par ekstra øjne på din LinkedIn-profil?

Vi rådgiver dig gerne om, hvordan du kan bruge LinkedIn strategisk i din jobsøgning