Nu bliver det lidt lettere at være ledig

Bliver du ledig efter den 1. januar 2024, er det som udgangspunkt kun a-kassen, du skal til samtale med i de første tre måneder af din ledighed. Du skal altså ikke bruge tid på også at deltage i møder med jobcenteret, og kan derfor have fuld fokus på jobsøgningen.

Skulle du gå hen og blive ledig i 2024 er der en ting, du kan glæde dig over: Du vil opleve et meget enklere kontaktforløb, hvor du kun skal til samtaler med a-kassen. A-kassen overtager nemlig ansvaret for at få dig i beskæftigelse i de tre første måneder af din ledighed. Hermed undgår du at skulle til samtaler i både a-kasse og jobcenter og det vil reducere antallet af de samtaler, som det er obligatorisk at møde op til. Hvis vi tager en ledighedsperiode på seks måneder, bliver antallet af de møder du skal deltage i reduceret fra ni til seks møder.

–  Vi ser på både vores medlemmers og egne veje frem til at blive den primære aktør for vores nyledige medlemmer i 2024. Gennem det såkaldte a-kasseforsøg, der har kørt som et politisk forsøg de seneste fire år, er der foretaget en række målinger og her slår Min A-kasse positivt ud på afgørende parametre. Bl.a. giver vores medlemmer udtryk for, at de føler sig mere motiverede og rustet til at komme hurtigt i job efter første møde med os, siger Jeanette Thordrup, der er forretningschef for job og karriere i MIn A-kasse.

En mere fleksibel kontakt
Et ekstra plus for dig, der har travlt med jobsøgning, er, at du nu selv kan vælge, om mødet med a-kassen hos os skal foregå på fx Teams eller om du vil møde op fysisk. Dog skal den første samtale med a-kasse være et fysisk møde. Herefter er valget frit.

Fokus på møderne med a-kassen, som fremover går under titlen ”jobsamtale” vil tage udgangspunkt i, hvordan vi sammen kan sikre, at du kommer nærmere på et job.

Vi hjælper med en god overgang til jobcenteret
Når du skal overgå til jobcentret efter de første tre måneder, har du mulighed for at bede os om at deltage i den første jobsamtale i jobcentret. Så er du sikret en god overgang fra os til jobcentret. Det vil dog fortsat være jobcentret, der har ansvaret for at bevilge tilbud i hele perioden, hvor du er ledig. Et tilbud kan fx være uddannelse, praktik eller løntilskud.