Fem gode råd til jobsøgning i juleferien

Julen nærmer sig, og for mange betyder det ferie. Er du ledig eller overvejer du, om du skal skifte job, kan du med fordel bruge juleferien på lidt forberedelser – men husk også at holde fri og slappe af. Her er fem gode råd til, hvad du kan bruge juleferien på, hvis du er jobsøgende.

Få styr på CV og LinkedIn

Brug julefreden til at opdatere dit CV og din LinkedIn-profil. Tilføj de nyeste erfaringer og skriv en kort tekst, der fortæller lidt mere om, hvad du går efter, og hvad du kan.

Send en julehilsen

Få overblik over dit netværk og send en hyggelig julehilsen afsted. En personlig hilsen er en god måde at genopfriske kontakten på.

Forbered dig på januar

Når kalenderen siger januar, strømmer der som regel nye stillinger ud. Brug ferien til at researche på interessante virksomheder og oprette jobagenter, så du er klar, når nye muligheder dukker op.

Tag chancen

Tænk over, om der er virksomheder, der kunne være interessante for dig, selvom de ikke har opslået ledige stillinger. Lav en liste, og brug tiden på at lave en uopfordret ansøgning, du kan sende afsted i det nye år.

Husk at holde fri

Giv dig selv lov til at slappe af. Du bliver kun skarpere til at søge job, når batterierne er fyldt op.
Husk, vi er altid klar til at hjælpe dig, uanset om du er ledig eller måske overvejer et branche- eller karriereskift.